Historisk set er traumatiske oplevelser og stressfaktorer i barndommen blevet overset som prædisponerende faktorer i udviklingen af adskillige kroniske smerter og psykiatriske lidelser, herunder fibromyalgi, irritabel tyktarm, søvnløshed, depression, angst, posttraumatisk stresslidelse og kronisk træthedssyndrom. Situationen er dog ved at ændre sig, da forskning afslører en signifikant sammenhæng mellem traumer i barndommen og voksenlivets sundhed.
Centralnervesystemet udvikler sig hurtigt i barndommen og er betinget til at reagere på forskellige stimuli og stressfaktorer, man møder i livet. Når man møder en række forskellige miljømæssige stimuli, skabes der nye nervebaner mellem hjernecellerne som reaktion på hver stimulus. For eksempel skaber en behagelig oplevelse, såsom et kram fra en forælder eller et stykke slik, nervebaner, der lærer hjernen at reagere behageligt på disse stimuli. Tilsvarende vil en skræmmende oplevelse skabe og udøve nervebaner, der reagerer med frygt. Denne proces med at skabe nye nervebaner som reaktion på stimuli er kendt som neuroplasticitet. Når vi ældes, falder neuroplasticiteten, hvilket betyder, at det er vanskeligere at udvikle nye nervebaner og justere vores hjernes reaktioner på stimuli. Børn har en klar fordel ved at besidde en høj grad af neuroplasticitet. Dette understreger dog også vigtigheden af at give den udviklende hjerne betydelig stimulering for at sikre udviklingen af positive nervebaner.
I nærvær af et stærkt støttesystem og normale, kortvarige stressfaktorer aktiveres og bufferes et barns stressreaktioner på passende vis gennem støttende relationer. På denne måde udvikles positive nervebaner i hjernen og træner nervesystemet til at reagere passende på normale livsstressfaktorer. Når hjernen konfronteres med forskellige stressfaktorer, opbygges en sund modstandsdygtighed, så stadig mere stressende omstændigheder kan opleves med normale biologiske reaktioner.
I mangel af støttende relationer eller i nærvær af ekstreme og/eller langvarige stressfaktorer aktiveres stressreaktionen uhensigtsmæssigt og kan påvirke hjernens og den neurologiske udvikling negativt. Når hjerneområder, der er ansvarlige for frygt, angst og impulsive reaktioner, aktiveres, udvikles der nervebaner, der favoriserer disse hjerneområder. Derefter kan hjerneområder, der er ansvarlige for ræsonnement, planlægning og adfærdskontrol, mangle tilstrækkelige nervebaner, hvilket fører til en tilbøjelighed til negative følelser såsom frygt, angst, panikanfald og depression.
Den menneskelige reaktion på stress udløser en kaskade af begivenheder, der påvirker hjernen, det neurologiske system og forskellige endokrine kirtler og hormoner, hvilket forklarer dens brede indflydelse på helbredet. Stressresponset begynder, når neuroner oplever stressfaktorer eller miljømæssige stimuli, oversætter stimuli til beskeder og sender dem langs forskellige veje i hjernen til fortolkning og respons. Under disse aktiviteter aktiveres produktionen af hjernekemikalier kendt som neurotransmittere. Neurotransmittere sender beskeder til andre områder af hjernen og andre organer. Disse kemikalier kommunikerer med binyrerne (en del af det endokrine system), som derefter producerer hormoner som kortisol og adrenalin (adrenalin). Disse hormoner er ansvarlige for den traditionelle “kamp eller flugt”-reaktion på traumatiske eller farlige stressfaktorer. Selvom disse er nyttige, hvis vi har brug for at undvige en bold eller en bilulykke, kan kronisk aktivering af disse hormoner svække immunsystemets, tarmens, energisystemernes og smerteopfattelsens sundhed, hvilket bidrager til forskellige helbredsproblemer, såsom irritabel tyktarm, kronisk træthedssyndrom og fibromyalgi. Når stressresponset er overaktivt i barndommen, bliver det overaktivt og har svært ved at opretholde balancen i voksenalderen. Når stressresponset er overaktivt i barndommen, bliver det hyperaktivt og har svært ved at opretholde balancen i voksenalderen.
Ifølge National Child Traumatic Stress Network er de mest almindelige traumatiske stressfaktorer, der påvirker børn, ulykker, fysisk traume, misbrug, vanrøgt og eksponering for vold i hjemmet og i lokalsamfundet. Andre stressfaktorer med stor indflydelse omfatter dødsfald i familien, skilsmisse, stof- eller alkoholmisbrug og naturkatastrofer. Når disse traumatiske stressfaktorer opstår i barndommen, forbehandler de det neurologiske system og stressresponssystemet til at producere overdrevne reaktioner på normale stimuli. Fibromyalgi og irritabel tyktarm er to eksempler på overaktive neurologiske reaktioner. Normale stimuli, såsom vind, der blæser hen over ansigtet, eller tøj, der gnider mod huden, kan forårsage smertefulde fornemmelser hos personer med fibromyalgi, hvilket illustrerer en overdrevet smerterespons. Normale stressfaktorer, der får det neurologiske system til uhensigtsmæssigt at stimulere tarmmusklerne, hvilket fører til alternerende spastisk forstoppelse og diarré, er et klassisk tegn på irritabel tyktarm. Reaktionen på smerte er også forhøjet hos personer med irritabel tyktarm, som forårsager mavesmerter.
De specifikke årsager til tilstande forbundet med kroniske smerter og træthed, såsom fibromyalgi og kronisk træthedssyndrom, er i øjeblikket ukendte; Næsten to årtiers forskning har dog stærkt peget på tidlige barndomsstressfaktorer som betydelige risikofaktorer for disse lidelsers opståen. Selvom ikke alle børn, der udsættes for traumatiske stressfaktorer, vil opleve følelsesmæssige og fysiske helbredsproblemer, viser forskning, at børn, der udsættes for traumatiske begivenheder eller langvarige stressfaktorer, har 2,7 gange større sandsynlighed for at opleve funktionelle somatiske lidelser (funktionelt invaliderende lidelser, hvor en årsag ikke kan bestemmes), såsom fibromyalgi, kronisk træthedssyndrom, kroniske smerter, irritabel tyktarm og andre. Desuden eksisterer disse lidelser ofte sammen med psykiatriske lidelser såsom angst og depression. Alderen, hvor traumet eller stressen opleves, dets varighed og selv typen af traume synes ikke at ændre denne alarmerende statistik.
I betragtning af den stigende forekomst af funktionelle somatiske lidelser, følelsesmæssige og psykiatriske problemer, er det vigtigt at overveje indflydelsen af barndomsoplevelser på udviklingen af disse lidelser. At dvæle ved tidligere traumer hjælper ikke altid med at opretholde sundhed og heling og kan være kontraproduktivt. At forstå deres indflydelse på helbredet hjælper dog med at identificere svære at opdage helbredstilstande, såsom fibromyalgi. Det er også vigtigt at forstå formålet med at beskytte fremtidige generationer mod de invaliderende virkninger af barndomstraumer og stressfaktorer. Endelig tjener det som et godt eksempel på succesen med en funktionel medicinsk tilgang.
